POPCORN-HJERNEN ELLER PERFEKTIONISTEN – hvem er du?

Af: Anne Bertram Ravn

Hvad er din største styrke som selvstændig? Her kan du læse om, hvorfor det er en fordel at være bevidst om dine styrker og svagheder

Popcorn-hjernen – ud over stepperne uden at se sig tilbage

Det er mandag morgen, og du har sat dig klar ved skærmen med en kop kaffe i hånden. Med et par klik logger du på samtlige sociale medier, for at se, om der er noget, du skal have svaret på. Du finder også dit budget frem, som skal have en sidste hånd, inden det sendes til revisoren om en time, samtidig med, at du åbner din mail. Din hjerne bobler over af ideer til nye projekter, men du når ikke at notere dem, før din popcorn-hjerne er videre til det næste. Så husker du, at der er deadline på budgettet om mindre end en time, og du klikker tilbage til Excelarket. Du nærstuderer tallene men får pludselig en ubændig lyst til at ringe til en mulig samarbejdspartner, da du har fået alletiders idé til et nyt tiltag. Så det gør du, Excel må vente. 45 minutter senere er du begejstret og ivrig efter at komme i gang med et nyt projekt. Så husker du, at der er deadline på budgettet. Du skimmer det hurtigt igennem, skribler en hurtig mail til din revisor, vedhæfter filen og trykker send. Der går 10 minutter, så svarer din revisor. Du har sendt en gammel version af budgettet og må starte helt forfra. Ups!

Kender du typen?

Dine venner beskriver dig som handlekraftig, målrettet og utålmodig. ’Fuck it, ship it’ er dit mantra, og når noget er 80 procent færdigt må det være klart til at blive sendt ud i verden. Du er virkelig god til at få krydset ting af på to-do listen. Du svarer lynhurtigt på mails. Og nogle gange går det hele liiidt for hurtigt. Du sender det forkerte til din kunde, og du tager beslutninger uden altid at tænke tingene helt til ende.

Er det dig?

Nej? Så er det her måske mere dig?

Perfektionisten – dedikeret til detaljen lige op til deadline (og lidt længere…)

Du har en ny arbejdsuge foran dig, og bunken af opgaver, der skal løses, er allerede tårnhøj. Du skal sende et tilbud til en mulig kunde, og du har en ret klar idé om, hvad kunden har brug for. Du går i gang med en beskrivelse, men stopper så op og funderer over, om dit budskab mon kunne formuleres mere skarpt. Din sætning er ikke helt i skabet, og det irriterer dig så meget, at du ikke kan komme videre med dit arbejde. Du lukker dokumentet og åbner din hjemmeside for at genlæse de produktbeskrivelser, du publicerede i sidste uge. Og så ser du det. En stor, fæl stavefejl, der nærmest lyser op på forsiden. Hvordan kunne du overse den, inden du trykkede ’save’? Gad vide, hvor mange der har set den? Du får svedige håndflader og har nærmest lyst til at slette hele hjemmesiden og starte forfra.

Kan du kende dig selv her?  

Du trækker i håndbremsen, før du overhovedet er kommet i gang. I din omgangskreds er du kendt for at være detaljeorienteret og særdeles grundig. Det betyder dels, at du leverer et ordentligt og gennemtjekket stykke arbejde. Men det betyder også, at du går som katten om den varme grød, når du skal sende noget ud eller gøre noget færdigt. For du kunne jo altid liiige kigge på det en ekstra gang.

Lyder det bekendt? 

Kend dine styrker

Måske kan du genkende dig selv i en af de to scenarier. Eller måske er det nogle helt andre karaktertræk, der kendetegner din personlighed.

Der er ikke to mennesker, der er ens. Derfor er det også forskelligt, hvad der driver os frem, og hvad der skaber modstand hos os i vores arbejde. Og der er heller ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det vigtige er at kende sig selv og stå ved det.

Hvilke karaktertræk er de mest optimale at være i besiddelse af som selvstændig? Det afhænger af øjnene, der ser. For hvis din forretning går ud på at grave dig dybt ned i tal, og din fornemmeste opgave er at finde den fejl, dine kolleger ikke kunne finde, så skal du sætte pris på din indre nørd. Men hvis du omvendt lever af at skabe nye samarbejder og få ideer ud over rampen, er handlekraften din bedste ven. Derfor er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Og derfor kan dit eget svage punkt være en styrke for din kollega.

Og det, vi fokuserer på, vokser sig større. Hvis en enkelt stavefejl overskygger resten af en i øvrigt velskrevet tekst, og du dunker dig selv i hovedet over, at du begik sådan en bommert, er der en god chance for, at du bare kommer til at lave endnu flere af dem.  Fokuserer du derimod på teksten som helhed, og alt det, der fungerede i den, giver du dig selv et boost og bliver mere motiveret for at lave et nyt stykke arbejde.  

Løsningen er balance

For én ting er sikkert: arbejde er der nok af. Som selvstændig har du ofte bunker af opgaver, der hober sig op, og det er nemt at føle sig utilstrækkelig. Det er nemt at skæve over til naboen og ønske, at man havde samme evne til at være målrettet/effektiv/kreativ/detaljeorienteret eller noget helt femte. Men der er ingen, der er gode til alting. Og det behøver man heller ikke at være.

Derfor skal du sætte pris på og omfavne dine styrker. Og se dine svagheder i øjnene. Spørg dig selv, hvad du er vild med at lave. Og tænk over hvilke opgaver, der dræner dig.

Så hvordan bruger du dine kræfter og ressourcer bedst? Hvordan sørger du for, at din energi bliver kanaliseret ud i effektivt arbejde, der giver bonus både på bundlinjen og på humøret? Løsningen er at være bevidst om dine styrker og svagheder. Hvordan balancerer du mellem dem?

Træk din svaghed frem i lyset - og vend det til noget positivt

Kernen er at være bevidst om tingenes tilstand og tage en beslutning om, hvad du vil ændre på, og hvad du vil lade være. Ved at trykke på de rigtige knapper og lave småbitte justeringer, kan du arbejde med de ting, der ikke falder dig naturligt. Måske ønsker du, at du var bedre til tal, så dét at ordne dit regnskab ikke føles som Kilimanjaro, der skal bestiges. Måske er din nabo mere systematisk og detaljeorienteret, og du ville give meget for at kunne det samme.

Der er flere ting, du kan gøre. Enten kan du tage tyren ved hornene og gå i kødet på dét, der udfordrer dig. Du kan tage et kursus, lave daglige øvelser, sætte ekstra tid af til at dygtiggøre dig. Alternativt kan du tage et aktivt valg om at bruge din tid på det, du allerede er god til og købe dig til hjælp til dine udfordringer. På den måde sparer du mange bekymringer og retter din opmærksomhed mod dét, som gør dig godt og driver dig frem.

Det gør dig ikke nødvendigvis til en bedre selvstændig, at du bruger en masse tid på at svede over opgaver, du egentlig hader at udføre. Derfor - se dine styrker og svagheder i øjnene og vend dem til din fordel.

 

Hvis du vil læse mere: